Lad mig sige det med det samme. I dag blev den store dag hvor vi fik Zamo med os hjem.

Her er et billede af Zamo kort tid efter vi ankom til plejemoderen.

Det har været en dag hvor følelserne har fået frit løb. Socialrådgiverens beretning om Zamo og specielt Zamos biologiske forældre var hjerteskærende, og tårerne pressede sig på. Det er en historie som ikke kan fortælles uden omsvøb og som er svær at rumme. Heldigvis er det ikke gået ud over Zamo bortset fra, at han selvfølgelig ikke har boet hos sin mor særlig længe, men der imod hos Linda. Zamo er en robust lille dreng med ben som træstammer. Han er en dreng med stort D og en fræk lille bandit. Han skal ikke være målmand i Herning Fremad de første år for han er godt nok hjulbenet. Men han er bare så fin med det mest kærlige og gavtyvagtige smil man kan tænke sig.

Socialrådgiveren ankom en smule forsinket. Mae er en dame i halvtredserne hvis kald det har været at arbejde med børn og deres trivsel. Hun medbragte en 5 centimeter tyk sagsmappe og startede straks beretningen om Zamo. Historien bragte det våde frem i øjnene på os alt i mens Maria, uvidende om den gribende beretning, sad og tegnede. Vi optog hele samtalen på mobiltelefonen – det er rart at have til senere. Lindas datter har taget en masse billeder af Zamo lige fra den dag han ankom til plejemoderen og op til i dag. Dem får vi med hjem på en DVD så det er bare skønt. Linda ankom efter en times tid. Hun fortalte lige kort om Zamos trivsel og.. Læs resten..

Hvor er livet dog fantastisk og fuld af overraskelser. Vi sidder udenfor på verandaen hos Tracy, eller Idube B&B som det så finurligt hedder. Tracy er værtinde og stedet ligger i Durban North som er for velhavere og ikke langt fra stranden. Tracy og hendes familie bor i den ene ende af huset og gæsterne i den anden.

Ud til lufthavnen i Cape Town kørte vi med en chauffør som selv var far til 2 drenge 5 og 6 år. Han syntes det var en fantastisk ”mission” vi var ude på og mente, at det var Guds kald. Han var sikker på, at det ikke er det sidste barn vi skal hente i Sydafrika på trods af vore argumenter på det modsatte. I lufthavnen blev vi straks kapret af to bagagehjælpere som vi accepterede at hjælpe os. Man skal passe på hvem man laver aftaler med, men vores chauffør sagde god for disse to fyre. De hjalp os gelinde, men over stok og sten, hele vejen op til paskontrollen hvor de fik deres løn – 20 Rand hver. Og for at det ikke skal være løgn, så stod de parat til at veje vores, nu alt for tunge, håndbagage. Jeg var selvfølgelig smuttet i forvejen med vore kufferter så Charlotte råbte STOP STOP.. lige inden jeg fik vejet de 2 sidste kufferter ind. Igen talte vi for vores syge moster og sendte bambiøjne og undskyldende blikke. Det gav pote. Vi fik lov til at bære en ekstra pose med i kabinen til Marias nu meget tunge ting. Op igennem Security, den bærbare ud af håndbagagen og tømme lommer for alskens herligheder. Maria spurgte om hun skulle have alle krummerne op af lommen, men det mente jeg nu ikke.

Der må have været en kraftig medvind for vi kappede 30 minutter af den estimerede flyvetid på 1 time 55 minutter fra Cape Town til Durban. Det resulterede i, at der ikke var kommet nogen for at hente os i lufthavnen. King Shaka lufthavnen er spritny og.. Læs resten..

I dag gik turen til Akvariet på havnefronten. Maria har glædet sig i flere dage så i dag, den sidste dag i Cape Town skulle det være. Vi snuppede smutvejen bagom de store højhuse og gangbroen over til havneområdet, igen i dag i en smuk sol fra en skyfri himmel. Vi var næsten de første der indløste billetter så man kunne godt føle sig som Palle-alene-i-verden mellem de store akvarier med med både smukke men også frygtindgydende fisk. Akvariet forsøger at levendegøre oplevelsen ved at tilsætte stemningslyde i de til tider meget mørke gange og korridorer.
Vi kunne mærke på Maria at hun var utryk og inden længe fik tårerne frit løb. Det var simpelthen for uhyggeligt og da en stor pilerokke og en hvid haj svømmede tæt forbi det tykke glas bredte panikken sig – vi måtte bare ud der fra. Efter at have sundet os i foyeren blev vi enige om at blive til pingvinerne skulle fodres. Det overværede vi over et par kopper kaffe, et par donuts og lidt snolder til Maria. Den gode stemning var tilbage igen. Inden vi forlod akvariet købte vi en fiskestang og nogle magnetfisk til Zamo som vi kan lege med i badekaret.

Udenfor akvariet slikkede vi lidt sol og snakkede om oplevelsen. Maria følte hun havde skuffet os, men så snakkede vi om at det er OK at være bange og sige fra hvis det bliver for uhyggeligt. Turen i akvariet havde skærpet sulten så vi stilede direkte op til Victoria Mall. Undervejs måtte vi lige ind i en genial butik som handler med Læs resten..

Forestil jer, at i har ventet næsten 5 lange år på at blive forældre, en periode hvor der næsten ikke er gået en dag hvor ens tanker ikke har kredset om kampen på at få at barn, og hvor man, som tiden er gået, mere og mere har mistet troen på at det skal lykkes. Med et trylleslag ringer telefonen med meddelelsen om, at i er blevet forældre fra dette øjeblik til en dreng på 22 måneder, og at der er billeder af drengen i indbakken. Hvad gør i?

For vores vedkommende var det rent eufori men i en lidt afdæmpet form hvis i forstår. Vores store drøm var pludselig gået i opfyldelse. Kan det virkelig passe at det er NU. Tina har sendt billeder af Zamo, som han bliver kaldt, og de ligger nu klar til visning med et par få museklik på computeren. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente, og min umiddelbare bekymring gik på, om min og vores forventninger ikke ville stemme overnes med det, vi ville se om et par minutter.

Kom nu over så vi alle tre kan se billederne. Charlotte insisterede på, at vi skulle se de første billeder af vores søn sammen, men jeg var lidt tilbageholdende. Det var et følelsesladet øjeblik og fik overtalt Charlotte til, at jeg ville se billederne lidt senere. Da de første reaktioner fra Maria og Charlotte føg gennem luften, … Nej hvor er han kær, se far det er min lillebror far, han er en rigtig vandhund, se lige det glimt i øjnene, ja så måtte jeg overgive mig og slugte billederne rå. Jeg måtte give dem ret – hold kæft hvor er han kær.

Zamokuhle Mkhize er hans fulde navn. Han er født under samme stjernetegn som Maria, og vi kan fejre hans fødselsdag hvert år den 27. august. Den 18. januar 2010 vejede han 12,7 kg så han er en helt perfekt og velærnæret dreng. Vi er glade for, at han kun har været hos en plejemor siden han blev overgivet til adoption. Det giver os en tryghed for, at han ikke har lidt for mange svigt og nederlag i de første år.

Vi skal være i Durban den 20. juli så nu skal vi til at have styr på alt det praktiske. Heldigvis har vi jo været i den situation før og kan bruge erfaringen derfra. Vi har huske- og pakkelister fra sidste gang, hvor vi havde meget kort tid til udrejse. Denne gang har vi heldigvis godt 4 uger, da fodbold VM er startet og rejsen derfor udskydes til VM er slut. Så kan der blive tid til at lave ny terrasse, indrette børneværelse og planlægge rejsen i ro og mag.

Her er det første billede vi så af Zamo.