I dag var vi tidligt oppe for vi blev hentet allerede kl. 8.20 udenfor hotellet. Der var kun 4 andre med i minibussen så der var god plads. Vores chauffør Rihanna, ikke hende fra MTV, fortalte levende og engageret om Sydafrikas historie, fauna og dyreliv mens vi kørte ned langs atlanterhavskysten mod Kap det gode håb. Turen gik omkring Chapman’s Peak Drive, en 5 kilometer strækning hvor man bogstaveligt talt kører på toppen af en lodret klippevæg. Der er brugt millioner af kroner på at sikre vejen mod stenskred, så derfor betaler man for at benytte vejen fra Hout Bay til Noordhoek. Igen i dag har der været højt til himlen med temperaturer over 20 grader selvom juli måned altid er den koldeste i Cape Town.

Der er helt utrolig mange cykelryttere på vejene. Der er Ole siger Maria og peger på en rytter med Saxo Bank på ryggen. Det tror vi nu ikke, siger vi, for de bakker kan han vist ikke klare.

Da vi nærmede os naturreservatet ved Cape Point, stødte vi ind i store flokke af bavianer der sad og solede sig midt på den varme sorte asfalt. De havde ikke tænkt at flytte sig for en flok turister, så vi måtte passere godt ude i rabatten. Fremme ved Cape Point fik vi 45 minutter til at udforske stedet hvor det kolde Atlanterhav mødes med det varme Indiske Ocean. Vi havde fået historier om de mange skibsforlis der er sket netop her, og når man Læs resten..

Nu skal i bare høre noget sjovt. I dag har jeg set pingviner på stranden og aber midt på vejen. Der var en der sad på en telefonboks og nogle havde babyer på ryggen. Pludselig var der også en struds der kiggede ind af vinduet – det var spændende. Jeg har også kørt i en åben dobbeltdækkerbus og et lille tog som blev trukket af Supermand – det siger far. Jeg var også på en sjov legeplads hvor jeg også spiste en is. Hernede får jeg nudler til morgenmad, er det ikke skørt? Jeg vil gerne sige hej til Freja, Victoria, Trine, Tabitha, Lærke, Sofie, Yonas, Amanda, Alberte og hendes hund – jeg savner jer alle sammen. I morgen har mor og far lovet, at vi skal i akvariet for måske har de krabber. Pas godt på mine solsikker Yonas.

I dag har Cape Town vist sig fra sin flotteste side. Masser af sol fra en skyfri himmel og med temperaturer på den gode side af 20 grader. Vi havde på forhånd planlagt en tur op på Taffelbjerget, eller kartoffelbjerget som Maria kalder det, og ifølge de lokale skal man gribe chancen ved førstgivne lejlighed, for toppen er ofte, og om vinteren for det meste, indhyllet i skyer. Efter morgenmaden drog vi ned på Castle St. og købte billetter til de røde turbusser. Så kunne vi slå to fluer med et smæk, nemlig at få kørelejlighed op til kabelbanen på Taffelbjerget, men også mulighed for en guidet tur rundt i byen. Der er ikke mange turister i byen, så vi havde næsten dobbeltdækkerbussen for os selv. Selv fra morgenen af var det perfekt at sidde under åben himmel på 1. sal og lade sig rive med af den automatiske guides sprøde stemme, der fortalte vidt og bredt om Cape Town og om de mange seværdigheder vi passerede. Maria syntes det var fedt man kunne vælge svensk tale – det lyder nemlig skægt. Vi må erkende, at selv om det ikke er den måde vi normalt plejer at opleve nye steder på, så Læs resten..

Vi havde på forhånd undersøgt de forskellige overnatningsmuligheder i Cape Town. Valget faldt på St. Georges hotel af 4 grunde. Det ligger meget centralt i gåafstand til det meste, det har store familieværelser, det har et fantastisk morgenkomplet inkluderet i prisen og ikke mindst er det økonomisk overkommeligt. Nu er brugeranmeldelser jo ikke altid et spejl af sandheden, men nu hvor vi har været her et døgn er vi ikke blevet skuffede. Det skulle da lige være prisen på én times internet – 80 Rand svarende til ca. 65 kroner. Men det var vi blevet advaret om. Heldigvis er der flere internet café’er i nærheden hvor prisen for en time er 5 Rand eller der omkring. Efter at have overlevet nattens strabadser var vi klar til at få indfriet vore tårnhøje forventninger til morgenmaden. Lad mig bare sige det med det samme – vi blev ikke skuffede.
Skyerne indhyllede Taffelbjerget fra morgenen af. Det småregnede tillige og dermed var vores plan om at opleve udsigten deroppe fra i dag skudt i sænk. Plan B måtte derfor i brug – en gåtur rundt i byen. Vi slentrede først lige en tur ned til turistinformationen på Castle St. for at få nogle kort over byen. Man skal lige vænne sig til at være i undertal som hvid. Det er egentlig underligt, Læs resten..

Sidder lige og fundere over hvad bloggen egentlig skal indeholde i dag. Det er jo ikke fordi der er sket det helt vilde, dog er det lidt underligt, her sent torsdag aften, at sidde 12000 kilometer hjemmefra i Cape Town. Ud af vinduet på 8. sal på St. Georges hotel har vi udsigt til Taffelbjerget som i aften er smukt oplyst af projektørlys. Og nede i gadehøjde er der livlig aktivitet på pladsen foran togstationen med mere eller mindre suspekte eksistenser. Chaufføren vi kørte med fra lufthavnen til hotellet gav os en guidet tur om de steder vi kørte forbi, bl.a. hospitalet hvor verdens første hjertetransplantation fandt sted i starten af halvfjerdserne. Fodboldfesten er netop slut og her i Cape Town har det været en stor fest. Nu skal de lige vænne sig til, at de fleste turister er rejst, og turistforretningen er normaliseret igen.
Vækkeuret ”ruskede” liv i os alle tre i morges kl. 02.45. Vi var først kommet i seng kl. 11.45 men det var ikke lige efter planen. Vi troede egentlig, at én hel dag til at pakke i måtte være nok. Der var endda tid til et par hyggelige god-rejse besøg af Rie samt familien Hansen, men da vi skulle til at pakke i tasker og kufferter senere kunne vi ikke holde den tilladte vægt. Vi har valgt at holde nogle turistdage i Cape Town inden overdragelsen af Zamo, dels for at akklimatisere og Læs resten..

Maria sov som en sten i 8 timer og pludrede lystigt på den sidste rest af flyveturen til London. Hun indsmigrede sig hos Peter, den tredje passager i midterrækken, og han syntes ikke underligt, at hun da var den nemmeste lille bedårende baby han havde hilst på længe. Vi kunne berolige ham med, at hun skam godt kan blive stjernetosset og græde som pisket, men det sparede hun venligt sine forældre for på den lange 22 timers hjemrejse. I London stillede vi vore ure de 5 timer frem som har været tidsforskellen mellem Bolivia og Danmark, og pludselig var klokken 14.00. Vi manglede nu kun 2 sølle flyvninger inden ankomsten til Tirstrup.

Men der ventede endnu en overraskelse. Læs resten..

Vi var lysvågne allerede klokken 6.00. Om det var forventningens glæde til at komme hjem ved vi ikke, men vækkeuret havde nok sin del af skylden. Maria var også sulten på dette tidspunkt – praktisk med et ekstra vækkeur der ikke skal bruge batterier. Vi havde nu pakket det meste sammen i går, men det rodede stadig i stuen med de ting vi havde udpeget til at komme i håndbagagen, og nu skulle det bare fordeles. Læs resten..

Det er mærkeligt at sidde her og skrive den sidste dagbog fra Bolivia i denne omgang – og også lidt vemodigt. En måned er gået siden vi forventningsfuld ankom til en vildt fremmed land for at hente vores første datter, og nu hvor hjemrejsen er lige om hjørnet må vi sige, at alle vore forventninger til fulde er blevet opfyldt. Vi har haft en pragtfuld oplevelse i det fremmede – ja, vores livs rejse. Læs resten..

Søndagene er altid så fredfyldte herude. Der er ikke mange biler på gaderne (alt er relativt) og parkerne er altid et festligt sted at tilbringe nogle timer og betragte det lokale folkeliv. Kommunale medarbejdere i et større antal har i de senste dage knoklet med at færdiggøre Plaza Avaroa til netop denne weekend hvor fars dag også er blevet fejret på behørig vis. Læs resten..

Egentlig har det været en stille og rolig dag. Den startede tidligt, for klokken 04.45 gad Maria ikke at sove mere så det var den nattesøvn. Det lykkedes dog at lulle hende i søvn efter at vi havde skoldet sutteflasker i køkkenet sammen. Det blev dog kun til 20 minutter mere og så opgav vi ævred. Læs resten..