Det har været en hård dag på flere måder. Niklas har det svært med at give slip på sin fortid, og vi fornemmer klart, at flere af de ting han foretager sig er en form for at afværge. Han prøver grænser af konstant, og når vi bliver konsekvente og skælder ham ud, griner den kære dreng os lige op i ansigtet. Han har været vant til nogle helt bestemte rutiner hos sin plejemor, og når de nu bliver brudt bliver han helt ustyrlig. Vi mangler stadig at bryde koden til hvordan vi nemmest får ham til at sove til middag, og falde til ro hver aften. Som om den udfordring ikke er stor nok og fylder utroligt meget, så lider Maria af jalousi af en anden verden og bryder let sammen i gråd. Hvis vi bærer Niklas vil hun også bæres, hvis Niklas skal køres i klapvogn vil hun også køres, hvis vi stryger Niklas med håret skal vi gøre det samme ved hende. Vi er nødt til at vende og dreje hver eneste situation, hver eneste udtalelse og dele sol og vind lige for ellers er der tudekoncert. Vi er til fulde blevet bekræftet i, at det er hårdt arbejde at adoptere et barn i 2-års alderen og en verden til forskel fra da vi hentede Maria. Vi er bestemte og helt sikre uretfærdige hvis man spørger Niklas. Vi må arbejde stenhårdt på at få bygget en tillid og respekt og til Niklas’ nye forældre og få tøjlet Maria jalousi inden det kører for vidt.

I dag skulle vi ud at se de steder som har haft en indflydelse på Niklas’ liv og opvækst. Linda kom og hentede os kl. 09.00 og så kørte vi ned i downtown Durban for at hente May, vores socialrådgiver. Det var en dejlig, men også skræmmende, tur der satte billeder på Niklas’ fortid på godt og ondt. Turen bød bl.a. på et spændende besøg i bydelen Mable, hvor de fattigste af de fattigste bor. Det er såkaldte shacks bygget af for hånden værende materialer som brædder, metalplader, papkasser, jord, plastic, grene og blade. Vi gik rundt i al elendigheden, og det eneste lyspunkt var at se.. Læs resten..