Lad mig sige det med det samme. I dag blev den store dag hvor vi fik Zamo med os hjem.

Her er et billede af Zamo kort tid efter vi ankom til plejemoderen.

Det har været en dag hvor følelserne har fået frit løb. Socialrådgiverens beretning om Zamo og specielt Zamos biologiske forældre var hjerteskærende, og tårerne pressede sig på. Det er en historie som ikke kan fortælles uden omsvøb og som er svær at rumme. Heldigvis er det ikke gået ud over Zamo bortset fra, at han selvfølgelig ikke har boet hos sin mor særlig længe, men der imod hos Linda. Zamo er en robust lille dreng med ben som træstammer. Han er en dreng med stort D og en fræk lille bandit. Han skal ikke være målmand i Herning Fremad de første år for han er godt nok hjulbenet. Men han er bare så fin med det mest kærlige og gavtyvagtige smil man kan tænke sig.

Socialrådgiveren ankom en smule forsinket. Mae er en dame i halvtredserne hvis kald det har været at arbejde med børn og deres trivsel. Hun medbragte en 5 centimeter tyk sagsmappe og startede straks beretningen om Zamo. Historien bragte det våde frem i øjnene på os alt i mens Maria, uvidende om den gribende beretning, sad og tegnede. Vi optog hele samtalen på mobiltelefonen – det er rart at have til senere. Lindas datter har taget en masse billeder af Zamo lige fra den dag han ankom til plejemoderen og op til i dag. Dem får vi med hjem på en DVD så det er bare skønt. Linda ankom efter en times tid. Hun fortalte lige kort om Zamos trivsel og.. Læs resten..

Hvor er livet dog fantastisk og fuld af overraskelser. Vi sidder udenfor på verandaen hos Tracy, eller Idube B&B som det så finurligt hedder. Tracy er værtinde og stedet ligger i Durban North som er for velhavere og ikke langt fra stranden. Tracy og hendes familie bor i den ene ende af huset og gæsterne i den anden.

Ud til lufthavnen i Cape Town kørte vi med en chauffør som selv var far til 2 drenge 5 og 6 år. Han syntes det var en fantastisk ”mission” vi var ude på og mente, at det var Guds kald. Han var sikker på, at det ikke er det sidste barn vi skal hente i Sydafrika på trods af vore argumenter på det modsatte. I lufthavnen blev vi straks kapret af to bagagehjælpere som vi accepterede at hjælpe os. Man skal passe på hvem man laver aftaler med, men vores chauffør sagde god for disse to fyre. De hjalp os gelinde, men over stok og sten, hele vejen op til paskontrollen hvor de fik deres løn – 20 Rand hver. Og for at det ikke skal være løgn, så stod de parat til at veje vores, nu alt for tunge, håndbagage. Jeg var selvfølgelig smuttet i forvejen med vore kufferter så Charlotte råbte STOP STOP.. lige inden jeg fik vejet de 2 sidste kufferter ind. Igen talte vi for vores syge moster og sendte bambiøjne og undskyldende blikke. Det gav pote. Vi fik lov til at bære en ekstra pose med i kabinen til Marias nu meget tunge ting. Op igennem Security, den bærbare ud af håndbagagen og tømme lommer for alskens herligheder. Maria spurgte om hun skulle have alle krummerne op af lommen, men det mente jeg nu ikke.

Der må have været en kraftig medvind for vi kappede 30 minutter af den estimerede flyvetid på 1 time 55 minutter fra Cape Town til Durban. Det resulterede i, at der ikke var kommet nogen for at hente os i lufthavnen. King Shaka lufthavnen er spritny og.. Læs resten..

I dag gik turen til Akvariet på havnefronten. Maria har glædet sig i flere dage så i dag, den sidste dag i Cape Town skulle det være. Vi snuppede smutvejen bagom de store højhuse og gangbroen over til havneområdet, igen i dag i en smuk sol fra en skyfri himmel. Vi var næsten de første der indløste billetter så man kunne godt føle sig som Palle-alene-i-verden mellem de store akvarier med med både smukke men også frygtindgydende fisk. Akvariet forsøger at levendegøre oplevelsen ved at tilsætte stemningslyde i de til tider meget mørke gange og korridorer.
Vi kunne mærke på Maria at hun var utryk og inden længe fik tårerne frit løb. Det var simpelthen for uhyggeligt og da en stor pilerokke og en hvid haj svømmede tæt forbi det tykke glas bredte panikken sig – vi måtte bare ud der fra. Efter at have sundet os i foyeren blev vi enige om at blive til pingvinerne skulle fodres. Det overværede vi over et par kopper kaffe, et par donuts og lidt snolder til Maria. Den gode stemning var tilbage igen. Inden vi forlod akvariet købte vi en fiskestang og nogle magnetfisk til Zamo som vi kan lege med i badekaret.

Udenfor akvariet slikkede vi lidt sol og snakkede om oplevelsen. Maria følte hun havde skuffet os, men så snakkede vi om at det er OK at være bange og sige fra hvis det bliver for uhyggeligt. Turen i akvariet havde skærpet sulten så vi stilede direkte op til Victoria Mall. Undervejs måtte vi lige ind i en genial butik som handler med Læs resten..

I dag var vi tidligt oppe for vi blev hentet allerede kl. 8.20 udenfor hotellet. Der var kun 4 andre med i minibussen så der var god plads. Vores chauffør Rihanna, ikke hende fra MTV, fortalte levende og engageret om Sydafrikas historie, fauna og dyreliv mens vi kørte ned langs atlanterhavskysten mod Kap det gode håb. Turen gik omkring Chapman’s Peak Drive, en 5 kilometer strækning hvor man bogstaveligt talt kører på toppen af en lodret klippevæg. Der er brugt millioner af kroner på at sikre vejen mod stenskred, så derfor betaler man for at benytte vejen fra Hout Bay til Noordhoek. Igen i dag har der været højt til himlen med temperaturer over 20 grader selvom juli måned altid er den koldeste i Cape Town.

Der er helt utrolig mange cykelryttere på vejene. Der er Ole siger Maria og peger på en rytter med Saxo Bank på ryggen. Det tror vi nu ikke, siger vi, for de bakker kan han vist ikke klare.

Da vi nærmede os naturreservatet ved Cape Point, stødte vi ind i store flokke af bavianer der sad og solede sig midt på den varme sorte asfalt. De havde ikke tænkt at flytte sig for en flok turister, så vi måtte passere godt ude i rabatten. Fremme ved Cape Point fik vi 45 minutter til at udforske stedet hvor det kolde Atlanterhav mødes med det varme Indiske Ocean. Vi havde fået historier om de mange skibsforlis der er sket netop her, og når man Læs resten..

Nu skal i bare høre noget sjovt. I dag har jeg set pingviner på stranden og aber midt på vejen. Der var en der sad på en telefonboks og nogle havde babyer på ryggen. Pludselig var der også en struds der kiggede ind af vinduet – det var spændende. Jeg har også kørt i en åben dobbeltdækkerbus og et lille tog som blev trukket af Supermand – det siger far. Jeg var også på en sjov legeplads hvor jeg også spiste en is. Hernede får jeg nudler til morgenmad, er det ikke skørt? Jeg vil gerne sige hej til Freja, Victoria, Trine, Tabitha, Lærke, Sofie, Yonas, Amanda, Alberte og hendes hund – jeg savner jer alle sammen. I morgen har mor og far lovet, at vi skal i akvariet for måske har de krabber. Pas godt på mine solsikker Yonas.

I dag har Cape Town vist sig fra sin flotteste side. Masser af sol fra en skyfri himmel og med temperaturer på den gode side af 20 grader. Vi havde på forhånd planlagt en tur op på Taffelbjerget, eller kartoffelbjerget som Maria kalder det, og ifølge de lokale skal man gribe chancen ved førstgivne lejlighed, for toppen er ofte, og om vinteren for det meste, indhyllet i skyer. Efter morgenmaden drog vi ned på Castle St. og købte billetter til de røde turbusser. Så kunne vi slå to fluer med et smæk, nemlig at få kørelejlighed op til kabelbanen på Taffelbjerget, men også mulighed for en guidet tur rundt i byen. Der er ikke mange turister i byen, så vi havde næsten dobbeltdækkerbussen for os selv. Selv fra morgenen af var det perfekt at sidde under åben himmel på 1. sal og lade sig rive med af den automatiske guides sprøde stemme, der fortalte vidt og bredt om Cape Town og om de mange seværdigheder vi passerede. Maria syntes det var fedt man kunne vælge svensk tale – det lyder nemlig skægt. Vi må erkende, at selv om det ikke er den måde vi normalt plejer at opleve nye steder på, så Læs resten..

Vi havde på forhånd undersøgt de forskellige overnatningsmuligheder i Cape Town. Valget faldt på St. Georges hotel af 4 grunde. Det ligger meget centralt i gåafstand til det meste, det har store familieværelser, det har et fantastisk morgenkomplet inkluderet i prisen og ikke mindst er det økonomisk overkommeligt. Nu er brugeranmeldelser jo ikke altid et spejl af sandheden, men nu hvor vi har været her et døgn er vi ikke blevet skuffede. Det skulle da lige være prisen på én times internet – 80 Rand svarende til ca. 65 kroner. Men det var vi blevet advaret om. Heldigvis er der flere internet café’er i nærheden hvor prisen for en time er 5 Rand eller der omkring. Efter at have overlevet nattens strabadser var vi klar til at få indfriet vore tårnhøje forventninger til morgenmaden. Lad mig bare sige det med det samme – vi blev ikke skuffede.
Skyerne indhyllede Taffelbjerget fra morgenen af. Det småregnede tillige og dermed var vores plan om at opleve udsigten deroppe fra i dag skudt i sænk. Plan B måtte derfor i brug – en gåtur rundt i byen. Vi slentrede først lige en tur ned til turistinformationen på Castle St. for at få nogle kort over byen. Man skal lige vænne sig til at være i undertal som hvid. Det er egentlig underligt, Læs resten..

Sidder lige og fundere over hvad bloggen egentlig skal indeholde i dag. Det er jo ikke fordi der er sket det helt vilde, dog er det lidt underligt, her sent torsdag aften, at sidde 12000 kilometer hjemmefra i Cape Town. Ud af vinduet på 8. sal på St. Georges hotel har vi udsigt til Taffelbjerget som i aften er smukt oplyst af projektørlys. Og nede i gadehøjde er der livlig aktivitet på pladsen foran togstationen med mere eller mindre suspekte eksistenser. Chaufføren vi kørte med fra lufthavnen til hotellet gav os en guidet tur om de steder vi kørte forbi, bl.a. hospitalet hvor verdens første hjertetransplantation fandt sted i starten af halvfjerdserne. Fodboldfesten er netop slut og her i Cape Town har det været en stor fest. Nu skal de lige vænne sig til, at de fleste turister er rejst, og turistforretningen er normaliseret igen.
Vækkeuret ”ruskede” liv i os alle tre i morges kl. 02.45. Vi var først kommet i seng kl. 11.45 men det var ikke lige efter planen. Vi troede egentlig, at én hel dag til at pakke i måtte være nok. Der var endda tid til et par hyggelige god-rejse besøg af Rie samt familien Hansen, men da vi skulle til at pakke i tasker og kufferter senere kunne vi ikke holde den tilladte vægt. Vi har valgt at holde nogle turistdage i Cape Town inden overdragelsen af Zamo, dels for at akklimatisere og Læs resten..