Tiden bare flyver af sted. I skrivende stund sidder vi i Jo’burg efter en dag i transit fra Durban og nyder de sidste timer af dagen. Det har været en dag vi på forhånd havde frygtet lidt, for hvordan ville Niklas reagere når han skulle ud at flyve for første gang, og kunne vi få ham til at sidde stille? Men den frygt blev gjort til skamme, for både Maria og Niklas klarede turen eksemplarisk og langt over vores forventning. Niklas sad hos mig i en ekstra sele, og var travlt beskæftiget med blot at iagttage hvad der foregik omkring ham. Han spiste for en gang skyld ikke særligt meget, måske fordi vi ikke fik den babymad vi havde bestilt. Ventetiden i lufthavnen fordrev vi med at spise popcorn –ikke sikker på at rengøringspersonalet var så vilde med det.

Vi fik taget afsked med Tracy og hendes mand på Idube i Durban og forsikrede dem om, at vi ville komme tilbage en skønne dag. De har været et fantastisk værtspar, stedet ligger flot placeret i et område hvor det er trygt at færdes, og tiden i Durban føltes aldrig lang. Vi betalte godt 10.000 Rand for 11 overnatninger for os fire inkl. internetadgang, 5 x vasketøj, diverse taxiture og transport til og fra lufthavnen. Det er egentlig underligt, at prisen for opholdet i Durban ligger et godt stykke over den pris vi gav i Cape Town, men det skyldes primært at Idube åbenbart ikke opererer med lavere priser udenfor sæsonen hvilket godt kan undre os. Det har strejfet os, at grunden måske snarere er, at adoptionsfamilier ”bare” betaler hvad det koster, for de har jo ikke noget valg. Men prisen til trods har vi været godt tilfredse. Vi er flere gange blevet advaret om, at vi bare kan vente.. Læs resten..

Niklas har et fantastisk sovehjerte ligesom sin søster. De sover begge igennem hele natten, og Niklas napper nemt 11-12 timer uden at kny. Han er glad når han vågner men kravler først ud af sengen når han får lov. Han er vant til at sove i en almindelig børneseng så det bliver spændende med tremmesengen når vi kommer hjem. Vi er efterhånden sikre på, at det han siger er på sproget Zulu men vi kan ikke forstå ordene. Han er begyndt at sige danske ord, og kan helt sikkert forstå meget af det vi siger. Vi skiftes lidt til at sove i samme rum som Niklas. I nat var det min tur og vågnede ved hans småpludren og de kliklyde han kan lave med tungen. Da jeg gav ham lov til at kravle ud af sengen, gik han ind ved siden af og kravlede under dynen ved Maria. Der hyggede de sig så med børnetv på flimmeren inden morgenmaden.

Efter morgenmaden kørte vi en tur ud til Gateway, mest for at besøge et stort legeland for små børn som de har etableret på 3. sal bag ved biografen. Der er gynger og karruseller og andre kørende forlystelser og fungerer ved, at man betaler med et kreditkort, tanket op med kontanter og lavet til formålet. Tracy lånte os sit kort som vi kunne bruge løs af. Det var et hyggeligt sted, men desværre skulle man være mere end 90 centimeter høj til alle forlystelser, og det var Niklas selvfølgelig ikke tilfreds med. Vi prøvede med diverse afledningsmanøvre som popcorn og andet mundgodt, men lige lidt hjalp det. Maria skyndte sig at prøve et par karruseller, mens jeg forlod stedet med Niklas på armen og sirenen tændt. Vi besluttede at køre hjem igen og nåede lige at købe en pølse til lillemand. Det hjalp for en kort stund.

Vel hjemme igen efter en kort frokost puttede jeg Niklas. Maria nyder at få storesøstertid sammen med enten mor eller far når Niklas skal sove. Der går dog sjældent særligt længe.. Læs resten..

At køre i taxi i Sydafrika kan være risky business. Der er mange illegale chauffører som til forveksling kan ligne de autoriserede, så da vi hørte om Viktor (hans internationale kaldenavn tror vi) gennem Tracy og familien Rønne, har vi benyttet ham lige siden. Han er super pålidelig og en meget flink mand, så derfor får han vores varmeste anbefaling med på vejen.

Kontaktinformationer..

Vi har set frem til denne dag meeeget længe. I dag blev Niklas formelt vores søn ved en retshandling hvor vi fik papirer på hinanden. Sammenlignet med processen i Bolivia gik det meget smertefrit og næsten uden sværdslag. Hele formiddagen gik vi bare og ventede forventningsfulde på at klokken skulle blive 12.00 så vi kunne komme af sted. Tracy kørte både os og familien Rønne til byen, hvor vi først skulle spise frokost med vores respektive socialrådgivere samt Sue fra Impilo i Jo’burg, som var fløjet hertil i dagens anledning. Vi ankom standsmæssigt til socialrådgivernes kontor klædt i det stiveste puds, men det havde vi nu ikke behøvet skulle det senere vise sig. Der var dækket op i et lille lokale i de tilstødende gemakker hvor vi fik serveret indiske specialiteter som ta’ selv bord med efterfølgende dessert.

Stemningen for vores vedkommende blev noget afdæmpet, for Niklas var utilfreds fra starten og skreg i vilden sky. Vi prøvede alt for at få ham til at falde til ro, men lige lidt hjalp det. Først da han kom i klapvognen og begyndte at rulle lidt udenfor faldt han lidt ned, lige indtil vi vendte vognen for at rulle tilbage. Så startede festen på ny hvor han skreg så vildt, at det tiltrak alles opmærksomhed. Det var også hamrende uheldigt tidspunkt hvor han normalt sover til middag. Det endte med at vi spiste frokost mens.. Læs resten..

I dag var det Familien Rønnes tur til at komme rundt i byen og se steder der har haft betydning for deres datter Nanna. Vi havde ingen pligter så vi sov rævesøvn og hyggede på værelset inden vi spiste morgenmad. Der går ikke meget mere en end 10 sekunder fra Niklas vågner til vi har sagt ”NEJ Niklas” første gang. Han er en bandit og kan lide at søge konfrontationer. Men han er en kær dreng som man ikke kan undgå at holde af.

Vi havde snakket om at tilbringe nogle timer på Wilson Wharf som er et hyggeligt sted nede ved industrihavnen og Durban Yacht Club. Vi strakte ben i 10 minutter dernede i går på vores køretur rundt i byen, og vi fik lyst til at se mere. Tracy tilbød at køre os derned – hun er bare den sødeste værtinde man kan tænke sig. Niklas bliver helt ustyrlig når han fornemmer vi skal ud at køre i bil for det elsker han. Barnestole er ikke noget man bruger så meget, så han har siddet på skødet af enten Charlotte eller jeg de fleste gange.

Vi blev læsset af ved Durban Yacht Club hvor den ene flotte lystyacht efter den anden ligger side om side. Man kan ikke gå på bådebroerne. Adgangen er hegnet ind med stålhegn og pigtråd og en vagt der visiterer alle der vil ind på området. Vi fik forvildet os ind på sejlklubbens areal men fik bestemt, og ikke særligt venligt, besked om at fordufte. Vi slentrede over dæmningen til Wilson Wharf, og på vejen har man et fantastisk kig ud over industrihavnen og de mange.. Læs resten..

Det har været en hård dag på flere måder. Niklas har det svært med at give slip på sin fortid, og vi fornemmer klart, at flere af de ting han foretager sig er en form for at afværge. Han prøver grænser af konstant, og når vi bliver konsekvente og skælder ham ud, griner den kære dreng os lige op i ansigtet. Han har været vant til nogle helt bestemte rutiner hos sin plejemor, og når de nu bliver brudt bliver han helt ustyrlig. Vi mangler stadig at bryde koden til hvordan vi nemmest får ham til at sove til middag, og falde til ro hver aften. Som om den udfordring ikke er stor nok og fylder utroligt meget, så lider Maria af jalousi af en anden verden og bryder let sammen i gråd. Hvis vi bærer Niklas vil hun også bæres, hvis Niklas skal køres i klapvogn vil hun også køres, hvis vi stryger Niklas med håret skal vi gøre det samme ved hende. Vi er nødt til at vende og dreje hver eneste situation, hver eneste udtalelse og dele sol og vind lige for ellers er der tudekoncert. Vi er til fulde blevet bekræftet i, at det er hårdt arbejde at adoptere et barn i 2-års alderen og en verden til forskel fra da vi hentede Maria. Vi er bestemte og helt sikre uretfærdige hvis man spørger Niklas. Vi må arbejde stenhårdt på at få bygget en tillid og respekt og til Niklas’ nye forældre og få tøjlet Maria jalousi inden det kører for vidt.

I dag skulle vi ud at se de steder som har haft en indflydelse på Niklas’ liv og opvækst. Linda kom og hentede os kl. 09.00 og så kørte vi ned i downtown Durban for at hente May, vores socialrådgiver. Det var en dejlig, men også skræmmende, tur der satte billeder på Niklas’ fortid på godt og ondt. Turen bød bl.a. på et spændende besøg i bydelen Mable, hvor de fattigste af de fattigste bor. Det er såkaldte shacks bygget af for hånden værende materialer som brædder, metalplader, papkasser, jord, plastic, grene og blade. Vi gik rundt i al elendigheden, og det eneste lyspunkt var at se.. Læs resten..

Det har været en dag vi aldrig vil glemme, for den har budt på så mange uforglemmelige oplevelser, små som store. Det har også været en dag med følelserne uden på tøjet og til tider meget bevægende. Dagen startede helt rutinemæssigt. Maria og Niklas vågnede samtidig og i god tid til vores kirkeaftale. Ungerne var i nattøj til morgenmaden da de helst ikke måtte spilde på kirkedresset. Kl. 8.30 var begge familier klar til kirkegang. Tracy’s mand kørte os op til kirken som ligger kun et par minutters kørsel fra Idube. Der var allerede kommet en masse kirkegængere, og vi vakte straks en del opsigt da vi steg ud af bilen.

Vi blev mødt af Linda og da Niklas så hende puttede han sig ind til mig og holdte godt fast. Det var det første sikre tegn på, at han under ingen omstændigheder skulle tilbage til hans tidligere hjem. Det var en dejlig følelse som jeg stadig er helt høj af. Charlotte tog sig af Maria som var en smule beklemt ved synet af de mange mennesker. Undervejs ind i kirken blev vi mødt af velmenende kirkegængere som bare var så glade på vores vegne. Ingen tvivl om, at rygtet om vores deltagelse var spredt i menigheden. Vi fik dagens kirkeprogram stukket i hånden og anvist nogle pladser af Linda. Det er en baptist menighed og kirken er slet ikke som kirker i Danmark. Der hang bannere med kristne budskaber på væggene, på scenen var et orkester linet op og bagved en storskærm på den store endevæg. Her var højt til loftet og bag os var der en balkon med udsigt over salen. Linda fortalte kort om programmet, præsten kom forbi og lykønskede os og det samme gjorde Tracy´s mor.

Her er vi sammen med Linda i midten, Niklas’ plejemor, foran kirken.

Nu var kirkegangen ikke at sammenligne med en dansk gudstjeneste. Der var en meget mere afslappet stemning, man fik en fornemmelse af at være en del af en stor familie, uden at det på nogen måde føltes anmassende. Præsten startede med at byde alle velkommen, og han og alle tilhørere var specielt beæret af at have besøg af 2 danske familier som var kommet helt til Sydafrika for at adoptere nogle af deres skønne børn. Alle skulle vide hvilket pragtfuldt land Danmark er, der sådan.. Læs resten..

Maria ville vækkes i dag, så hun kunne se når Zamo vågnede. Så lå hun bare og betragtede ham indtil han slog øjnene op. Hun er over ham hele tiden, altid parat til at hjælp med at finde ting, omsorgsfuld, passer på han ikke kommer til skade, leger med ham, kysser ham og det er helt uden tvivl at hun elsker sin lillebror overalt på jorden.

Vi havde et lille familieråd fra morgenen af hvor vi drøftede et par navne til Zamo. Vi havde allerede hjemmefra tænkt på nogle, men vi blev enige om, at vi lige ville se hvilken dreng han var inden vi tog den endelige beslutning. Valget faldt på Niklas – Niklas Zamo Søndergaard Christensen.

I dag tog familien Rønne, Maria og jeg i Gateway på en girls day out. Nikolai var eneste hane i kurven. Gateway er det største shoppingcenter på den sydlige halvkugle, og den er svær at beskrive omfanget af. Indvendigt er der 380 butikker, IMAX biografer, teatre, verdens største indvendige klatrevæg og underholdning for alle aldersgrupper. Man kan bl.a. surfe i en kæmpestor bølgebassin hvis det kunne friste eller teste sin 4×4 jeep på en forhindringsbane. Nikolai var slet ikke til at styre. Han ville ind i alle butikker og købe uundværlige ting og sager til sin smukke datter.

Lars blev hjemme med Niklas for at de kunne hygge sammen alene. Det havde han brug for efter nogle episoder i går hvor han var afvisende.. Læs resten..

Igen nappede Zamo lige 12 timers søvn i streg kun med lidt hosten som sædvanligt. Super rart at han bare sover igennem – det ser vi som et sundhedstegn. Allerede til morgenmaden fik vi Zamos temperament at føle. Han ville helt klart selv spise sin morgenmad og det kunne kun få for langsomt. Han begyndte at græde højlydt men uden tårer og forventede at få sin vilje. Det lykkedes også til sidst men vi skulle lige teste ham. Han spiser også fint selv med ske eller gaffel, så der er ingen grund til at sidde og made ham.

Igen spiste Zamo en stor portion blandet morgenmad. Efter morgenmaden skulle børnene i bad sammen for første gang, og Maria ville gerne ned i badet før Zamo. Vi havde blandede forventninger, for alle de billeder vi fik af Zamo inden udrejse var fra et lille havebassin hvor han plasker i vand. Det startede nu ganske stille og fordrageligt. Begge børnene fik vasket hår, men lige før de var færdige begyndte Zamo at plaske og sprøjte med vand mere og mere, så kom han op af baljen. Han blev ikke engang sur som vi havde forventet.

Vi fik i dag besøg af Mae, vores socialrådgiver, som lige skulle høre nærmere om hvordan det går med Zamo. Vi sad på terrassen og sludrede da hun hørte at vi stadig kalder ham for Zamo. Ikke så godt så Lars kom med en forklaring om, at vi var lige på nippet til at blive enige om et navn, men at det jo helst skulle være velovervejet. Det lød fint i hendes ører og hun fortsatte med at spørge ind til Zamos velbefindende. Vi havde lige fortalt hende, at han kun har været glad og nogenlunde imødekommende da hanpludselig stak i et hyl. Oven i købet havde Maria trådt i en frisk hundelort i haven selvom hun var blevet advaret. Hun fik derfor et par.. Læs resten..

I dag vågnede vi for første gang op som en familie på fire, og jeg vågnede først som jeg plejer. Jeg fik et hurtigt bad hvorefter resten af familien vågnede på skift først Zamo, så Lars og til sidste Maria.
Zamo lå og kiggede lidt betuttet rundt i værelset, for lige at se hvor han var henne nu, og hurtigt fik han det skønne smil frem igen. Vi fik alle noget tøj på og derpå hen til en omgang familie morgenmad. Vores søn har en meget sund appetit og fik hurtigt spist en omgang yoghurt, toastbrød hvor smør og marmelade først blev slikket af, for til sidst at spise brødet. Intet går til spilde. Noget frugt kunne han da også lige spise og da han fik en lille yoghurt af personalet gled den også ned. Sjældent har jeg set en knap 2-årig med så glubende en appetit. Vi kan se han er vant til at spise selv og holder en hånd under skeen for ikke at spilde. Det gør han konsekvent hver gang han spiser så han har helt sikkert lært ikke at spilde maden.

Vi har tilbragt det meste af dagen herhjemme i rolige omgivelser, og lige talt kort med vores socialrådgiver Mae, som lige ville tjekke hvordan det går med os og Zamo. Mae var helt klar af den opfattelse, at vi ikke skulle have haft Zamo med hjem den første dag på grund af hans fremskredne alder, men Linda var som bekendt af en anden opfattelse. Hun mente, at kontakten den første dag havde været så god, at det ville være synd at efterlade ham flere gange end højest nødvendigt. Det ville blot gøre ham endnu mere forvirret.
Vi kunne fortælle Mae, at det var gået godt i går, og jeg fik ham til at sove i løbet af ca. 10 min. Han sov uafbrudt i 12 timer i træk uden et kvæk, kun lidt småhosten. Vi har endnu ikke set den dreng med stort D som han er blevet beskrevet for os. Han er stadig en smule forsagt og holder sig lidt tilbage. Vi må give det den tid det tager for ham at åbne op. Han er til tider meget snakkesalig, men det er ikke meget vi kan forstå. Vi er forberedte på at skulle tage nogle kampe da han helt sikkert snart skal til at prøve nogle grænser af. I dag er vi rimelig sikre på at han har lært de første danske ord nemlig ”nej, nej” og ”Maria”.

Sidst på eftermiddagen stak Tracy hovedet ind og fortalte, at sardinerne var kommet til Durban. Det er et årligt fænomen, hvor man nærmest kan.. Læs resten..